ØNSKES: EN HØJT PROFILERET FINLANDSSVENSK SPROGPOLITIK



Timo Soini






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


I Sverige afgik forsvarsministeren for nogle dage siden efter eget ønske. Han havde ikke gjort noget, der i juridisk forstand var forkert, og han havde sin chefs, Sveriges statsministers, fulde støtte til den førte politik. Hans problem var ikke politisk, men at han ikke længere kunne holde stand mod mediernes klapjagt. Han motiverede blandt andet sit valg om at træde tilbage med en rørstrømsk henvisning til familien, som ikke kunne holde ud at se faderen i mediernes gabestok.
At svensk våbeneksport samtidig blev sat under debat er set fra mit eget skrivebord positivt. Det er dog næppe troligt, at hele opstandelsen vil resultere i en ændret svensk politik på området. Dertil er våbenfabrikation og våbeneksport en alt for vigtig del af svensk økonomi.
Men hvilket perspektiv er der ikke i en standsning af svensk våbeneksport. Verden ville blive et bedre sted at leve i!
For et par dage siden annoncerede Finlands forsvarsminister sin afgang som formand for Svenska Folkpartiet. Også her var den umiddelbare baggrund en klapjagt, og også her var hensynet til familien i fokus. Når hans parti, som i det store og hele bæres frem af svensktalende finlændere, om nogle måneder vælger en ny formand, er der gode grunde til at tro, at den nye formand overtager den gamles ministeransvar.
Det, der skabte problemer for forsvarsminister Stefan Wallin, var, at han sideløbende med, at han forestod en ud fra et militært synspunkt uklanderlig fornyelse af den finske forsvarspolitik, også førte den politik, hans finlandssvenske vælgere havde valgt ham til at føre, nemlig svensk sprogpolitik. Det var simpelthen hans job som folkevalgt! Hermed blev den svenske garnison i Dragsvik reddet, hvilket ikke blot ud fra et militært, men også et økonomisk synspunkt var fornuftigt.
At Stefan Wallin alligevel blev forfulgt med skærebrænder i den finsksprogede del af pressen må ses i lyset af den nygamle hetz mod alt, hvad der er svensk i Finland. Dagens hetz er en forstærket gentagelse af Veikko Vennamos og Landsbypartiets populistiske hetz i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne mod det svenske i Finland.
Set i lyset af dagens offentlige debat var sprogtonen dog nærmest høflig den gang. Og går man på nettet og følger diskussionen om svensk i Finland, minder den om debatten om jøderne i tredivernes Tyskland. Nu står der ikke jøde eller jødesvin, men hurri, et finsk skældsord for finlandssvenskere.
Men Veikko Vennamos Landsbygdspartiet gik med i ansvarligt regeringssamarbejde. Det blev ligefrem kvalt af det. Og lederen, Veikko Vennamo, er død.
Nu hedder partiet Sandfinlænderne og partilederen Timo Soini. Til trods for, at partiet ved seneste parlamentsvalg voksede fra næsten ingenting til at blive Finlands næststørste parti, unddrog partiet sig regeringsansvar for i stedet at tage plads ved sidelinjen for at komme med uforpligtende tilråb. Indenfor området racistisk hetz har fx rigsdagsmedlemmerne Teuvo Hakkarainen, James Hirvisaari, Jussi Halla-aho og Pentti Oinonen udmærket sig. De har, som det danske Fremskridtspartiets stifter og formand Mogens Glistrup gjorde i halvfjerdserne, firserne og halvfemserne, sagt det usigelige. Nogle er blevet sat på plads, også af deres egne, men ordene er udtalt, og forestillingen om et Finland renset for andre end racerene, finsktalende finner, er igen i omløb.
Protesterne mod denne racistiske tænkemåde fra en del af det finske parlaments øvrige partier er hverken massiv eller særlig overbevisende. Med Janina Anderssons ord, hun var rigsdagsmedlem for De Grønne fra 1995 til 2011, så

virker det som om Sandfinlænderne har vækket de sovende medlemmer af de øvrige partier, som har tilsvarende tanker, men som ikke tidligere har vovet at gå ud i offentligheden med deres synspunkter.

Det er i denne sammenhæng værd at lægge mærke til, at den nys tiltrådte finske præsident Sauli Niinistö er både

forundret og bekymret over den hidsige sprogdebat, som fulgte efter forsvarsreformen og beslutningen om at garnisonen i Dragsvik bevares.

Mit personlige synspunkt er, at han snarere burde være skrækslagen.
Som dansker med fast bopæl i Finland, med finlandssvensk slægt og mange finlandssvenske venner er min personlige bekymring bevarelsen af et mangesidigt Finland, hvis udgangspunkt i svenske traditioner og kultur, svensk lovgivning og svensk sprog giver det en selvfølgelig plads i en nordisk sammenhæng. At skubbe det svenske og dermed det nordiske ud for at dyrke finsk selvtilstrækkelighed vil på lidt længere sigt isolere Finland fra netop de sammenhænge, der har gjort det til en moderne, nordisk velfærdsstat.
I mine øjne er her et af de stærkeste argumenter for en målbevidst og højt profileret finlandssvensk sprogpolitik. Isolation og selvtilstrækkelighed fører kun sjældent noget godt med sig.
Samarbejde for at fremme fredeligt samvær, derimod, det er der perspektiv i.


ANNONCE:

 

1 kommentar:

  1. Hej Asger,
    Det er godt at høre at der findes en dansker der kænner noget om finlandssvensker. Jeg har boet i Skåne i Sverige i næsten 20 år men der vet ingen noget om finlandssvensker. Det værmer når en anden nordbo husker os finlandssvensker i disse tider med finske "ein Reich, ein Volk" udtalelser.
    Undskyld min dårlige dansk. Den er sælvlærd.
    Ha det godt,
    Peter

    SvarSlet